Gamle Testamente

Nye Testamente

Nehemias 13:11-25 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. Straks konfronterede jeg lederne med denne forsømmelse over for Guds hus, hvorefter jeg kaldte levitterne tilbage til deres opgaver i templet

12. og bragte forholdene i orden, så Judas folk igen sendte tienden af deres korn, vin og olivenolie til forrådskamrene.

13. Fra da af gav jeg præsten Shelemja, sekretæren Zadok og levitten Pedaja ansvaret for at administrere forrådet—og de fik Hanan, søn af Zakkur, søn af Mattanja, til hjælp. Disse mænd havde ry for at være pålidelige, og derfor fik de betroet opgaven med at fordele tienden blandt de øvrige levitter.

14. Min Gud, glem ikke min trofasthed og alt det, jeg har gjort til gavn for tjenesten i dit tempel.

15. Jeg lagde siden mærke til, at nogle judæere pressede vindruer på sabbatten, mens andre læssede korn, vin, druer, figner og andre afgrøder på deres æsler for at tage ind til Jerusalem og sælge dem. Derfor gav jeg dem en alvorlig advarsel om, at det måtte de ikke gøre på en sabbat.

16. Der var også folk fra Tyrus, som boede i Jerusalem, og som bragte fisk og alle mulige varer ind til byen for at sælge dem til judæerne på sabbatsdagen.

17. Da sagde jeg til Judas ledere: “Hvorfor holder I ikke sabbatten hellig?

18. Har I glemt, at jeres forfædre heller ikke gjorde det, og at vi endnu lider under konsekvenserne? Vil I nu yderligere provokere Gud og forværre straffen for Israels folk ved at vanhellige sabbatten?”

19. Fra da af forlangte jeg, at byportene skulle holdes lukket for de handlende lige fra sabbattens begyndelse fredag aften ved mørkets frembrud, og indtil den var forbi næste dag ved solnedgang. Og jeg satte folk til at holde vagt ved portene, så ingen kunne slippe ind med varer på sabbatten.

20. Da nogle handlende derefter slog sig ned uden for bymuren for at sælge deres varer der,

21. advarede jeg dem: “Næste gang jeg finder jer udenfor muren, bliver I arresteret!” Siden den tid holdt de sig borte på sabbatsdagen.

22. Derefter gav jeg levitterne ordre til at gennemgå renselsesritualet og sørge for at bevogte portene, så sabbatten fremover kunne holdes hellig.Min Gud, glem ikke hvad jeg har gjort for dig. Se i nåde til mig på grund af din trofaste kærlighed.

23. Omkring den tid lagde jeg mærke til, at i de familier, hvor mændene havde giftet sig med kvinder fra Ashdod, Ammon eller Moab,

24. talte mindst halvdelen af børnene deres mors sprog, og de kunne ikke tale judæernes sprog.

25. Da skældte jeg mændene ud og forbandede dem. Nogle af dem slog jeg, eller jeg trak dem i håret, og jeg mindede dem om Guds befaling: “I må ikke give jeres døtre til mænd fra fremmede folkeslag, og hverken I eller jeres sønner må tage fremmede kvinder til ægte!

Læs fyldestgørende kapitel Nehemias 13