Gamle Testamente

Nye Testamente

Nehemias 13:1-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Da Toraen blev læst op for folket, opdagede man, at der stod skrevet deri, at ingen ammonitter eller moabitter kunne blive indlemmet i Guds folk.

2. Grunden til denne bestemmelse var, at disse folk ikke havde vist israelitterne gæstfrihed, dengang de stod på grænsen til Kanaʼans land, men i stedet havde betalt Bileam for at forbande dem. Gud forvandlede dog forbandelsen til velsignelse.

3. Da det afsnit blev læst op, tog man straks konsekvensen og udelukkede alle af blandet herkomst fra forsamlingen.

4-5. Nogen tid forinden var præsten Eljashib blevet udpeget til at have overopsyn med templets forrådskamre. Han havde imidlertid overdraget et stort forrådskammer til Tobija, fordi de var i familie. Forrådskamrene var ellers beregnet til opbevaring af afgrødeofre, røgelse, redskaber til brug i templet og tiende af korn, vin og olivenolie, så der kunne være mad til præsterne, levitterne, sangerne og tempelvagterne, sådan som Moses havde foreskrevet.

6. På det tidspunkt var jeg ikke i Jerusalem, for jeg var rejst tilbage til kong Artaxerxes i Babylon. Det var i hans 32. regeringsår. Et stykke tid efter fik jeg tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem,

7. og da jeg ved hjemkomsten opdagede, hvor skandaløst Eljashib havde handlet ved at overdrage et af templets forrådskamre til Tobija,

8. blev jeg meget vred og smed alle Tobijas ting ud af kammeret.

9. Så forlangte jeg, at kammeret skulle renses, og at redskaberne, afgrødeofrene og røgelsen skulle bringes tilbage på deres plads.

10. Ved samme lejlighed blev jeg klar over, at levitterne ikke havde fået de gaver, de havde krav på. Derfor var både de og tempelsangerne rejst hjem for at passe deres dyr og marker.

11. Straks konfronterede jeg lederne med denne forsømmelse over for Guds hus, hvorefter jeg kaldte levitterne tilbage til deres opgaver i templet

Læs fyldestgørende kapitel Nehemias 13