17. Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves.Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
18. Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi.Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
19. Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe.De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
20. Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde,han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
21. Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt.Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen.