41. Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.
42. Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.
43. På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.
44. Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.
45. Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.
46. Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.
47. Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.
48. Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.
49. Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
50. Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
51. Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
52. Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
53. Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.
54. Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: “Det er ude med mig!”
55. Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.