6. Grundlaget for at holde sabbat og højtid forsvandt,da Herren nedrev sit tempel, som var det et skur.Han forstødte i vrede både konger og præster.
7. Han forkastede sit alter, forlod sit tempel,lod fjenderne nedbryde palads og bymur.De jublede i templet som på en højtidsdag.
8. Intet i Jerusalem undgik ødelæggelsens svøbe.Herren havde besluttet, at bymuren skulle falde.Alle fæstningsværker og tårne blev lagt i ruiner.
9. Jerusalems portslåer blev smadret og portene splintret.Kongen og landets ledere blev ført bort til et fremmed land.Toraen bliver glemt og profetisk åbenbaring er forbi.
10. Klædt i sæk og med aske på hovedetsidder de tilbageblevne ledere tavse på jorden.De unge kvinder går nedbøjede omkring.
11. Lidelsen er ikke til at bære, mine tårer er brugt op.Mit hjerte er knust ved at se mit folks smerte.Børn og spædbørn dør af sult midt på gaden.
12. “Mad! Vand!” klager de små og besvimer.De falder om som sårede soldater i byens gader.Langsomt dør de i armene på deres mødre.
13. Nøden og pinen i byen er ufattelig.Åh, Jerusalem, din trøstesløse sorg er uden sidestykke.Det er umuligt at lindre din grænseløse smerte.
14. Ordene I hørte fra jeres såkaldte profeter, var falske.Hvis de havde påtalt jeres synd i stedet for at lyve,havde I måske kunnet undgå denne frygtelige skæbne.
15. På vejen uden for byen går folk nu forbi og råber hånligt:“Er det den by, man kaldte verdens skønneste?Den skulle ellers have bragt glæde til hele jorden.”
16. Raseriet står malet i deres ansigter, mens de håner dig:“Endelig kom Jerusalem ned med nakken!Det har vi set frem til meget længe.”