15. På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
16. Resultatet er en stadig strøm af tårer.Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”
17. Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.
18. “Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, “ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19. Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20. Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21. Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.