14. De israelitiske ledere inspicerede deres brød, men de spurgte ikke Herren til råds.
15. Josva sluttede derefter fred med dem, og de israelitiske ledere bekræftede aftalen med en bindende ed.
16. Tre dage efter at fredsaftalen var indgået, blev israelitterne klar over, at folkene i virkeligheden boede i nærheden.
17. Straks tog israelitterne af sted og nåede på den tredje dag frem til hivvitternes byer Gibeon, Kefira, Beʼerot og Kirjat-Jearim.
18. Men de angreb dem ikke, for deres ledere havde lovet dem fred i Herrens, Israels Guds, navn. Da beklagede israelitterne sig over for deres ledere.
19. Men lederne svarede: “Vi har i Israels Guds navn aflagt ed på ikke at ville røre dem.
20. Så vi er tvunget til at lade dem være, for hvis vi bryder løftet, rammes vi af Guds vrede.
21. Men vi vil gøre dem til vores slaver, så de må hugge brænde og bære vand for os.” Sådan overholdt israelitterne deres løfte til gibeonitterne.
22. Men Josva samlede nu deres ledere og spurgte: “Hvorfor løj I for os og sagde, at I kom fra et fjernt land, når I i virkeligheden bor her?
23. Som straf skal I rammes af forbandelsen. Fra nu af skal I altid være vores slaver og hugge brænde og bære vand til brug i vores Guds hus.”
24. “Vi gjorde det, fordi vi hørte, at Herren, din Gud, havde givet sin tjener Moses befaling om at erobre hele landet og udslette befolkningen,” svarede de. “Vi var bange for, at I ville slå os ihjel.
25. Men nu er vi jeres slaver, og I kan gøre med os, som I vil.”
26. Josva tillod altså ikke israelitterne at dræbe dem,
27. men gjorde dem i stedet til slaver, som skulle hugge brænde og hente vand til israelitterne og til Herrens alter, hvor end Herren ville have det bygget. Den ordning står stadig ved magt.