Gamle Testamente

Nye Testamente

Josua 6:1-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Jerikos byporte blev holdt lukket både dag og nat på grund af befolkningens frygt for israelitterne. Ingen kunne gå ud eller ind.

2. Men Herren sagde til Josva: “Jeg vil give dig sejr over Jerikos konge og alle hans krigere, så du kan indtage byen.

3. I seks dage skal alle jeres våbenføre mænd marchere rundt om byen én gang dagligt.

4. Syv præster skal gå foran arken og blæse i deres vædderhorn. På den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, mens præsterne blæser i hornene.

5. Derefter skal præsterne give signal ved at blæse meget længe og kraftigt i hornene. Når I hører det signal, skal I alle udstøde et højt kampråb. Så vil murene styrte sammen, og I kan gå lige ind!”

6. Josva sammenkaldte nu præsterne og sagde til dem: “I skal bære arken, og syv af jer skal gå foran den, hver med et vædderhorn.”

7. Dernæst sagde han til alle Israels mænd: “I skal gå rundt om byen, og de tungest bevæbnede skal gå forrest, foran præsterne og arken.”

8. På Josvas befaling begyndte hæren at gå rundt om byen med pagtens ark og præsterne i midten.

9. De svært bevæbnede mænd gik forrest, derefter de syv præster, som blæste i vædderhorn, derefter de præster, der bar arken, og til sidst resten af mændene.

10. “I skal være helt stille!” havde Josva sagt. “Der må ikke høres en lyd med undtagelse af hornene. Men når jeg siger til, skal I råbe af jeres lungers fulde kraft!”

11. Den dag blev arken båret rundt om byen én gang, hvorefter mændene vendte tilbage til lejren for at overnatte.

12-14. Næste dag gik de igen en omgang rundt om byen, mens præsterne blæste i deres vædderhorn. Så vendte de tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.

15. Den syvende dag begyndte de ved daggry og gik syv gange rundt om byen.

16. Da de var færdige med den syvende omgang, gav præsterne et langt stød i hornene, og Josva råbte: “Råb! Herren har givet jer byen!”

Læs fyldestgørende kapitel Josua 6