Gamle Testamente

Nye Testamente

Josua 13:3-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. I det sydlige Kanaʼan drejer det sig om området, der går fra den mudrede wadi på grænsen til Egypten, op til Ekron mod nord med de fem filisterbyer: Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron (der hvor avvitterne engang boede).

4. I det nordlige Kanaʼan er det de øde områder, der hører under Sidon, fra Afek til den amoritiske grænse.

5. Desuden er der gebalitternes område langs kysten mod nord og området øst for Libanons bjerge fra Baʼal-Gad neden for Hermonbjerget i syd til Lebo-Hamat i nord,

6-7. samt alle dem, der bor vest for Libanons bjerge og ud til Misrefot-Majim ved kysten, det er sidonierne. Jeg er parat til selv at drive dem bort foran jer. Derfor skal du medregne hele området, når du fordeler landet mellem de ni stammer og Manasses halve stamme, sådan som jeg har befalet.”

8. Den ene halvdel af Manasses stamme samt Rubens og Gads stamme havde allerede af Moses fået tildelt deres arvelod på den østlige side af Jordanfloden.

9. Deres område indbefattede Medeba højsletten ned til Dibon og byen Aroer på toppen af skrænten ved Arnonfloden, samt byen nede i floddalen.

10. Det indeholdt også de øvrige byer, som tidligere hørte under amoritterkongen Sihon af Heshbon, ud til Ammons grænse.

11. Området indbefattede også Gilead, geshuritternes og maʼakatitternes land, hele Hermonbjerget, hele Bashan så langt som til byen Salka

12. og alt det land, som tidligere hørte under kong Og af Bashan, der regerede fra Ashtarot og Edrei. Kong Og var en af de sidste refaitter. Det var i Mosesʼ tid, de blev angrebet og drevet bort.

13. Men israelitterne var ikke i stand til at fordrive geshuritterne og maʼakatitterne, og derfor bor de endnu i dag iblandt dem.

14. Moses tildelte ikke levitterne nogen jord, for Herren havde lovet at sørge for dem, at de måtte få del i det, der blev ofret til Herren, Israels Gud.

15. Moses tildelte klanerne fra Rubens stamme

16. Medeba højsletten ned til Aroer og byen nede i Arnondalen.

17. Deres område indbefattede Heshbon og de andre byer på højsletten: Dibon, Bamot-Baʼal, Bet-Baʼal-Meon,

18. Jahatz, Kedemot, Mefaʼat,

19. Kirjatajim, Sibma, Seret-ha-Shahar på bjerget over dalen,

20. Bet-Peor, Bet-ha-Jeshimot og Pisgabjergets skråninger.

21. Rubens arvelod indbefattede hele det landområde, kong Sihon havde regeret over med alle byer og landsbyer. Sihon var den amoritiske konge, som regerede fra Heshbon, og som blev dræbt af Moses sammen med de midjanitiske høvdinge Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, der alle var underlagt kong Sihon.

22. Israelitterne dræbte ved den lejlighed også spåmanden Bileam, Beors søn.

23. Jordanfloden og Det Døde Hav udgjorde den vestlige grænse for det land, der blev tildelt Rubens stamme.

Læs fyldestgørende kapitel Josua 13