Gamle Testamente

Nye Testamente

Josua 11:3-15 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. Det var alle kongerne mod øst og vest blandt kanaʼanæerne, altså amoritterne, hittitterne og perizzitterne, jebusitterne i højlandet og hivvitterne ved Hermonbjergets fod i Mitzpadalen.

4-5. Alle disse konger allierede sig og mobiliserede deres hære. Deres krigere var talløse som sandet ved havets bred, og deres heste og stridsvogne dækkede hele området omkring Meroms kilder, hvor de havde slået lejr inden angrebet på israelitterne.

6. Men Herren sagde til Josva: “Vær ikke bange for dem, for i morgen ved denne tid ligger de alle dræbt for jeres fødder. I skal brænde deres vogne og skære haserne over på deres heste.”

7. Da rykkede Josva og hans mænd frem mod Meroms kilder og stormede i et lynangreb de intetanende fjender.

8. Herren overgav hele fjendens hær til israelitterne, der forfulgte dem op til Storsidon og Misrefot-Majim—og østpå ind i Mitzpadalen. Hele fjendens hær blev hugget ned. Ikke en eneste blev skånet.

9. Bagefter skar Josva og hans mænd hestenes haser over og brændte vognene, sådan som Herren havde befalet.

10. På tilbagevejen indtog Josva byen Hatzor og dræbte kongen. Hatzor havde indtil da været hovedbyen for alle disse mindre kongeriger.

11. Israelitterne udryddede alt levende i byen, og så blev byen brændt ned.

12. Josva dræbte alle disse konger og deres folk, sådan som Herrens tjener Moses havde befalet.

13. Dog nedbrændte han ingen af de byer, som var bygget på ruinerne af en tidligere by, bortset fra Hatzor,

14. men han udslettede indbyggerne og beholdt krigsbyttet og kvæget,

15. sådan som Herren havde befalet sin tjener Moses, og Moses havde befalet Josva. Josva gjorde nøjagtigt, som Herren havde befalet Moses.

Læs fyldestgørende kapitel Josua 11