Gamle Testamente

Nye Testamente

Joel 2:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Blæs i vædderhornet fra Zion. Lad præsterne sende signal fra Herrens hellige bjerg. Alle mennesker vil skælve, for dommens dag er nær.

2. Det bliver en mørk og dyster dag med kulsorte skyer på himlen. Som morgenlyset breder sig over bjergene, bevæger en mægtig fjendehær sig frem. Aldrig før har man set så vældig en hær, og aldrig siden skal man se dens lige.

3. Den stormer frem som en steppebrand. Foran den ligger landet grønt og frugtbart som Edens have, bagved den er landet øde som en ørken. Intet undslipper.

4. Det ligner en hær af heste, som stormer frem til angreb.

5. De springer hen over bjergene med en larm som stridsvogne i fuld fart. Man hører en knitren som en stubmark, der brænder. De rykker frem som en mægtig hær i kampformation.

6. Folkeslag gribes af frygt for dem, og alle ansigter bliver ligblege.

7. De stormer frem som veltrænede soldater og forcerer enhver forhindring. De styrer lige mod målet uden at komme ud af kurs.

8. De går ikke i vejen for hinanden, men holder retningen. De trænger frem gennem en regn af spyd, og lader sig ikke standse.

9. De kaster sig over byen. De løber oven på bymuren. De trænger ind i husene. De klatrer gennem vinduerne, som var de tyve.

10. Jorden skælver foran dem, og himlens kræfter rystes. Solen og månen formørkes, og stjernerne holder op med at skinne.

Læs fyldestgørende kapitel Joel 2