17. I døden bliver de gudløse stille,dér kan de trætte hvile ud.
18. Dér har selv fangerne fred,hører ikke længere vagternes råben.
19. Dér deler de fattige skæbne med de rige,slaven er sin herres lige.
20. Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,der lever i smerte og elendighed?
21. De søger uden held efter døden,som var den en sjælden skat.
22. De råber højt af glæde,når de endelig når deres grav.
23. Hvorfor lader Gud mig leve,når jeg er uden fremtid og håb?
24. Jeg sukker dagen lang i min elendighed,kun jamren kommer over mine læber.
25. Det, jeg frygtede allermest, er sket,mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26. Jeg er rastløs og uden ro,dybt begravet i min smerte.”