17. Min kone føler afsky ved min ånde,mine brødre kan ikke udholde stanken.
18. Selv børnene regner mig ikke for noget.Når jeg rejser mig op, håner de mig.
19. Mine bedste venner viser mig afsky,de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
20. Jeg er ikke andet end skind og ben,med nød og næppe undgik jeg døden.
21. Vis dog lidt barmhjertighed, venner!Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
22. Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?
23. Ak, gid mine ord blev skrevet ned,gid nogen ville optegne dem i en bog.
24. Gid nogen ville mejsle dem i sten,indridse dem i en klippe for evigt.
25. Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,engang skal han stå frem på jorden.
26. Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
27. Jeg skal se ham med mine egne øjne.Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
28. Hvor vover I da at anklage migog påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?
29. Pas på, at I ikke selv bliver straffet,bliver ramt af Guds vrede og dom.”