Gamle Testamente

Nye Testamente

Job 1:9-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

9. “Det er da klart,” indvendte Satan.

10. “Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet!

11. Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”

12. Da svarede Herren: “Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.”Så gik Satan bort fra Herren.

13. Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror.

14-15. Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: “Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”

16. Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: “Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”

17. Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: “Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”

18. Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: “Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus.

19. Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”

Læs fyldestgørende kapitel Job 1