8. Bør jeg ikke straffe dem for det? Bør jeg ikke kræve et så ondsindet folk til regnskab?”
9. Derpå udbrød jeg: “Hvilken ynk og jammer at se ud over bjergene og ødemarkens græsgange, for de er afbrændte og mennesketomme. Man hører ingen husdyr, og både fuglene og de vilde dyr er flygtet.”
10. Herren sagde: “Jeg gør Jerusalem til en ruinhob, hvor sjakaler holder til. Judas byer jævner jeg med jorden, så ingen bor der mere.”
11. Jeg spurgte: “Hvem har forstand til at fatte, hvad der foregår? Hvem kan forklare, hvad Herren har i sinde? Hvorfor ligger byerne i ruiner? Hvorfor er landet øde og mennesketomt som en ørken?”
12. Herren svarede: “Det er sket, fordi mit folk forkastede mine love og ikke adlød mine befalinger.
13. De gjorde, hvad der passede dem, og fortsatte med at dyrke de afguder, som deres forfædre indførte.
14. Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: De skal komme til at smage min bitre straf og drikke af lidelsens bæger.
15. Jeg spreder dem blandt fremmede folkeslag, som de ikke før kendte til, og jeg sender hære imod dem, indtil de er fuldstændig besejret.”
16. Herren, den Almægtige, bad mig give følgende budskab til folket: “Send bud efter grædekonerne, for der bliver stor sorg over de mange, der bliver dræbt.”
17. Jeg udbrød: “Ja, lad dem skynde sig at komme og synge deres sørgesange. Lad os alle jamre og græde, så tårerne vælter ned over kinderne.
18. Snart kan man høre de frygteligste smerteskrig fra Jerusalem: ‘Katastrofen er over os. Vi er fuldstændig knuste. Vores huse er jævnet med jorden, og vi bliver ført bort som slaver.’ ”