1. Havde jeg bare en hytte i ørkenen, ville jeg rejse derhen og forsøge at glemme det folk, som har været utro mod Gud og gjort oprør imod ham.
2. Herren sagde om sit folk: “De går altid rundt med en løgn på læben, parat til at sende den af sted som en pil, der ligger klar på buestrengen. Sandheden er kuet af bedrageriet. De begår den ene uret efter den anden og skænker mig ikke en tanke.
3. Stol ikke på nogen, ikke engang dine venner eller familie. Dine nærmeste bedrager dig, og dine venner lyver om dig.
4. Alle bedrager hinanden, og folk er blevet så vant til at lyve, at de ikke kan se noget galt i det.
5. De føjer ondt til ondt og løgn til løgn, og de vil ikke kendes ved mig.”
6. Derfor sagde Herren, den Almægtige: “Hvad skal jeg dog stille op med mit syndige folk? Der er kun én ting at gøre: Hælde dem i lidelsens smeltedigel for at se, om det kan rense dem.
7. Deres tunger udslynger løgne som forgiftede pile. De taler venligt til hinanden, men har ondt i sinde.
8. Bør jeg ikke straffe dem for det? Bør jeg ikke kræve et så ondsindet folk til regnskab?”
9. Derpå udbrød jeg: “Hvilken ynk og jammer at se ud over bjergene og ødemarkens græsgange, for de er afbrændte og mennesketomme. Man hører ingen husdyr, og både fuglene og de vilde dyr er flygtet.”
10. Herren sagde: “Jeg gør Jerusalem til en ruinhob, hvor sjakaler holder til. Judas byer jævner jeg med jorden, så ingen bor der mere.”
11. Jeg spurgte: “Hvem har forstand til at fatte, hvad der foregår? Hvem kan forklare, hvad Herren har i sinde? Hvorfor ligger byerne i ruiner? Hvorfor er landet øde og mennesketomt som en ørken?”