Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 50:3-15 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. Et folk vil tromle ind over landet fra nord og lægge det øde. Både mennesker og dyr flygter, så landet står tomt tilbage.

4. Til den tid vil Israels og Judas folk samles og søge tilbage til mig som deres Gud med anger og gråd.

5. De vil spørge om vej til Zion, for nu vil de hjem. De vil forny pagten med mig og love aldrig at bryde den igen.

6. Mit folk var fortabt som får, der gik vild. Deres hyrder ledte dem bort og lod dem strejfe om i bjergene, så de fór vild og ikke kunne finde vej tilbage til folden.

7. Enhver, der mødte dem, gik til angreb på dem. Fjenderne sagde: ‘De har syndet imod Herren, den Gud, som deres forfædre tilbad, for de har ikke holdt sig til ham. Derfor har vi lov at angribe dem.’

8. Skynd jer væk fra Babylonien, mit folk. Sæt en ære i at være de første, der kommer af sted.

9. Jeg vil nemlig samle en mægtig hær fra mange folkeslag i nord og sende den imod Babylonien for at erobre landet. Det er dygtige krigere, og deres pile rammer plet.

10. Babylonien bliver plyndret, indtil angriberne er fuldt belæssede med krigsbytte, siger Herren.

11. Hør her, I babyloniere, som plyndrede mit folk. I blev glade og hoppede rundt som kåde kalve eller unge heste på engen.

12. Men nu bliver jeres land ydmyget, så det bliver ringere end alle andre lande, en udtørret og øde vildmark.

13. Når min vrede har ramt landet, bliver det en øde og forladt ørken. Alle, der går forbi, standser chokeret og ryster på hovedet over den ødelæggelse, der har ramt landet.

14. Hør, I folkeslag, gør jer klar til at angribe Babylon. Lad bueskytterne omringe byen. Spar ikke på pilene, for de har syndet imod mig.

15. Lad krigsråbet lyde fra alle sider. Se, byen overgiver sig, murene styrter sammen. Nu oplever Babylon min straf. Giv byen den samme behandling, som den har givet andre.

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 50