7. Herren fortsatte: “Hvordan skulle jeg kunne tilgive dig, Jerusalem? Alle dine indbyggere har vendt sig fra mig og dyrker afguder, som ikke kan hjælpe dem. Jeg gav mit folk alt, hvad de havde brug for, men alligevel var de utro overfor mig og hengav sig til alle mulige afguder.
8. De er som fede, brunstige hingste, der vrinsker af begær efter naboens hoppe.
9. Bør de ikke få deres velfortjente straf? Skulle jeg lade være at straffe et folk, der opfører sig sådan?
10. Gå I blot hen og ødelæg Judas vingård, dog ikke fuldstændigt. Hug grenene af, for de hører ikke mig til.
11. Israels og Judas folk har svigtet mig totalt.
12. De beskylder mig for at lyve, når de siger: ‘Herren vil ikke straffe os. Der sker ikke noget. Vi behøver ikke at frygte for hungersnød og krig.
13. Profeterne taler tomme ord. Gud har ikke talt til dem. Lad deres trusler ramme dem selv.’ ”
14. Derfor sagde Herren, den Almægtige, til mig: “Fordi de siger sådan, vil jeg gøre det profetiske ord i din mund til en ild, der vil fortære mit folk, som var det pindebrænde.”
15. Derefter gav Herren mig følgende budskab: “Hør efter, mit folk, jeg sender et fremmed folk imod jer. Det er en stormagt, som har eksisteret meget længe, og de taler et sprog, I ikke forstår.