Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 48:26-38 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

26. Fordi hun har sat sig op mod mig, Herren, skal hun tømme min vredes bæger. Hun raver beruset omkring, til hun falder og roder rundt i sit eget bræk. Hun vil blive hånet af alle, der ser det.

27. Var det ikke dig, der hånligt rystede på hovedet af Israel som af en gemen tyv?

28. Moabs folk, flygt fra jeres byer og slå jer ned i bjerghulerne som duer, der bygger rede i klippespalterne.

29. Det er velkendt, hvor utrolig indbildsk, overmodig, selvsikker og overlegen Moab er.

30. Jeg kender jeres indbildskhed, siger Herren. Men jeres pral er tomme ord, for der er ingen basis for jeres selvsikkerhed.

31. Jeg må græde over Moab og sørge over befolkningen i Kir-Heres.

32. Jeg sørger over Jazer og ikke mindst over ødelæggelsen af Sibmas vingårde. For vinen fra Sibma var så udsøgt, at den nåede længere end til Jazer, ja, helt til den anden side af havet. Men nu bliver både vinplanter og figentræer fuldstændigt ødelagte.

33. Der er ingen glæde mere i Moabs frugtplantager. Vinpersen står ubrugt. Ingen træder druer i takt med den glade sang.

34. I stedet høres rædselsskrig over hele landet, fra Heshbon helt over til Elale og Jahatz, fra Zoar til Horonajim og Eglat-Shelishija. Selv Nimris bæk er udtørret.

35. Jeg gør ende på Moab, siger Herren, for de bringer ofre på afgudsaltrene og brænder røgelse for deres falske guder.

36. Jeg sørger over Moab og Kir-Heresʼ folk som en fløjtespiller, der udtrykker sin sorg over de tabte rigdomme med en klagesang.

37. Alle indbyggerne vil i fortvivlelse rage hår og skæg af, skære rifter i hænderne og klæde sig i sæk og aske.

38. På alle de flade tage og på torvene i Moab vil der lyde gråd og klage, for jeg knuser Moab som en ubrugelig lerskål.

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 48