8. Klæd jer i sørgetøj og bryd sammen i gråd, for min voldsomme vrede rammer jer.
9. Når det sker, vil konger og embedsmænd stå magtesløse, præster og profeter stivne af skræk.”
10. “Jamen, Herre,” protesterede jeg, “har du så ikke narret folket ved at love Jerusalem fred og fremgang? Nu har vi fået kniven på struben.”
11-12. Herren fortsatte: “Der kommer en dag, hvor jeg sender en svidende ørkenvind ind over dem. Det bliver ikke en behagelig brise, men en brølende orkan. Det er min straf over folket.”
13. Da vil fjenden fare ind over vores land som en stormvind. Hans stridsvogne er som en tornado og hans heste hurtigere end ørne. Så er det ude med os.
14. Åh, Jerusalem, rens dit hjerte for ondskab, så du kan blive reddet. Hvor længe vil du blive ved med dine ondsindede planer?
15. Fra Dan og fra Efraims bjerge vil der komme sendebud med melding om, at katastrofen er på vej.
16. De vil råbe til folk: “Fjenden er nær!” De vil sige til Jerusalems indbyggere: “Fjenden kommer fra et fjernt land for at belejre Jerusalem og angribe alle Judas byer.
17. De vil sætte vagtposter hele vejen rundt om Jerusalem, så ingen kan gå ud eller ind.”“Det sker, fordi I har gjort oprør imod mig,” siger Herren.
18. “I må tage konsekvensen af jeres ondskab og synd. Det er en hård straf, men det er, hvad I fortjener. Smerten bliver ikke til at bære.”
19. Da udbrød jeg: “Jeg mærker allerede smerten i mit hjerte. Der raser en kamp i mit indre—og jeg kan ikke tie stille med det. Jeg kan allerede høre fjenden blæse til angreb, og skrigene fra kampen skærer mig i hjertet.
20. Ødelæggelsen ruller ind over landet og efterlader det i ruiner. På et øjeblik er alle vores hjem jævnet med jorden.
21. Hvor længe skal kampen rase? Hvor længe skal jeg høre på de frygtelige kampråb?”
22. Herren svarede: “Det sker, fordi mit folk har opført sig tåbeligt. De har vendt mig ryggen. De opfører sig som uartige børn, der ikke har andet i hovedet end at udtænke ondskabsfulde planer. De forstår ikke, hvad det vil sige at gøre det gode.”
23. Derefter så jeg hele landet for mit indre blik. Det var øde og tomt. Jeg så op mod himlen. Den var sort.
24. Jeg så mod bjergene og højene. De rystede og skælvede.
25. Der var ingen mennesker at se nogen steder, og fuglene var borte.