18. “I må tage konsekvensen af jeres ondskab og synd. Det er en hård straf, men det er, hvad I fortjener. Smerten bliver ikke til at bære.”
19. Da udbrød jeg: “Jeg mærker allerede smerten i mit hjerte. Der raser en kamp i mit indre—og jeg kan ikke tie stille med det. Jeg kan allerede høre fjenden blæse til angreb, og skrigene fra kampen skærer mig i hjertet.
20. Ødelæggelsen ruller ind over landet og efterlader det i ruiner. På et øjeblik er alle vores hjem jævnet med jorden.
21. Hvor længe skal kampen rase? Hvor længe skal jeg høre på de frygtelige kampråb?”
22. Herren svarede: “Det sker, fordi mit folk har opført sig tåbeligt. De har vendt mig ryggen. De opfører sig som uartige børn, der ikke har andet i hovedet end at udtænke ondskabsfulde planer. De forstår ikke, hvad det vil sige at gøre det gode.”
23. Derefter så jeg hele landet for mit indre blik. Det var øde og tomt. Jeg så op mod himlen. Den var sort.
24. Jeg så mod bjergene og højene. De rystede og skælvede.
25. Der var ingen mennesker at se nogen steder, og fuglene var borte.
26. Det frugtbare land var forvandlet til en ødemark, og byerne lå i ruiner på grund af Herrens glødende vrede.
27. “Jeg gør landet øde—dog ikke helt,” siger Herren.