5. Kong Zidkija gav efter og sagde: “Gør med ham, som I vil.”
6. Så hentede de mig og firede mig ned i et tom vandreservoir i gården. Den tilhørte Malkija, der var medlem af kongefamilien. Der var intet vand i den, men der var stadig et tykt lag mudder på bunden, så jeg sank ned i mudderet.
7. Men da kushitten Ebed-Melek, en af de ledende hoffolk, hørte, at jeg var blevet kastet i det tomme vandreservoir,
8. skyndte han sig straks til kongen, som på det tidspunkt var i færd med at dømme i nogle retssager på pladsen foran Benjaminporten.
9. “Herre konge,” sagde han. “Der er begået en meget ondsindet handling imod profeten Jeremias. Man har kastet ham i et tomt vandreservoir, og dér vil han dø af sult, for han får ingen mad.”
10. Da befalede kongen: “Tag 30 mænd med dig og få hejst Jeremias op af vandreservoiret, før han dør.”
11. Så skyndte Ebed-Melek og mændene sig af sted til et af paladsets nederste kælderrum, hvor de hentede nogle kasserede klude, som de hejste ned i vandreservoiret med et reb.
12. “Bind rebet omkring dig og læg kludene imellem rebet og dine armhuler,” råbte Ebed-Melek, og da jeg havde gjort det,
13. trak de mig op af vandreservoiret og bragte mig tilbage til min husarrest.