2. Hverken Zidkija, hans hoffolk eller den del af befolkningen, der var tilbage i landet, ville høre på de budskaber fra Herren, som jeg gav dem.
3. Alligevel sendte kong Zidkija to mænd, nemlig Jukal, søn af Shelemja, og præsten Zefanja, søn af Maʼaseja, hen til mig med følgende anmodning: “Vær venlig at bede til Herren, vores Gud, om at redde os.”
4. Det var før, jeg blev sat i fængsel, så jeg kunne færdes frit blandt folket.
5. Den egyptiske hær var på vej mod nord, og da babylonierne fik det at vide, brød de op fra deres belejring af Jerusalem.
6. Da sagde Herren til mig:
7. “Sig til Judas konge, der sendte bud om, at du skulle bede mig om hjælp: Hør, hvad Herren siger: Faraos hær, som er rykket ud for at komme jer til undsætning, vil snart vende tilbage til Egypten,
8. og så vil babylonierne komme tilbage hertil og angribe, indtage og brænde byen ned til grunden.
9. Tro ikke, at babylonierne er færdige med jer nu. Nej, de kommer snart tilbage.
10. Og selv om I ville være i stand til at besejre hele den babyloniske hær, så der kun var sårede krigere tilbage, ville de stadig vakle ud fra deres telte og sætte ild på byen.”
11. Da den babyloniske hær havde forladt Jerusalem for at rykke ud mod egypterne,
12. begav jeg mig på vej ud af byen for at tage hjem til Benjamins land og få papirer på et jordstykke, jeg havde arvet.
13. Men da jeg gik gennem Benjaminporten, blev jeg anholdt af portvagten, som troede jeg ville slutte mig til babylonierne. Portvagten hed Jirija, søn af Shelemja, der var søn af Hananja.