Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 31:20-34 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

20. Efraim er stadig min kære søn, siger Herren. Jeg var nødt til at straffe ham, men jeg elsker ham stadig og længes efter at vise min barmhjertighed imod ham.

21. Når du føres bort fra dit land, skal du markere den vej, du følger, så du kan finde hjem igen, du Israels jomfru.

22. Hvor længe vil min egenrådige datter strejfe omkring? Jeg vil skabe noget helt nyt, så Israel vil række ud efter sin Gud.”

23. Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: “Når jeg fører Judas folk hjem, vil man over hele landet og i byerne igen sige: ‘Herren velsigne dig, du hellige bjerg, hvor retfærdigheden råder.’

24. Da vil byerne igen blive befolket. Landmændene vil opdyrke jorden og hyrderne passe deres flokke af får, geder og køer.

25. Jeg giver den trætte hvile og den udkørte ny styrke.

26. Da vil man sige: ‘Nu kan jeg sove i fred og vågne udhvilet op.’ ”

27. Herren siger: “Der kommer en tid, hvor jeg forøger antallet af indbyggere og kvæg i Israel og Juda.

28. Jeg rykkede mit folk op med rode, nedrev deres huse og ødelagde deres land, men til den tid vil jeg plante dem på ny og genopbygge deres land.

29. Man vil ikke længere bruge det gamle ordsprog: ‘Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’

30. Nej, den som spiser sure druer, må nu selv lide under det. Enhver skal dø for sin egen synd.”

31. “Engang i fremtiden vil jeg gennemføre en ny pagt med Israels og Judas folk,” siger Herren.

32. “Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand.

33. Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres indre og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.

34. Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, vil forstå, at jeg er Herren. For jeg vil tilgive dem deres skyld og udslette deres synder af min hukommelse.”

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 31