17. Der er håb for din fremtid, siger Herren, for dine børn skal vende hjem til deres land.
18. Jeg har hørt, hvordan Efraim stønner: ‘Herre, du straffede mig hårdt, men det var nødvendigt, for jeg var som en ustyrlig kalv. Hvis du vil tage imod mig, vil jeg vende tilbage til dig, for du er Herren, min Gud.
19. Jeg vendte mig bort fra dig, men jeg angrede det bittert og græmmede mig over min dumhed. Jeg blev ydmyget, og nu skammer jeg mig over min ungdoms uforstand.’
20. Efraim er stadig min kære søn, siger Herren. Jeg var nødt til at straffe ham, men jeg elsker ham stadig og længes efter at vise min barmhjertighed imod ham.
21. Når du føres bort fra dit land, skal du markere den vej, du følger, så du kan finde hjem igen, du Israels jomfru.
22. Hvor længe vil min egenrådige datter strejfe omkring? Jeg vil skabe noget helt nyt, så Israel vil række ud efter sin Gud.”
23. Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: “Når jeg fører Judas folk hjem, vil man over hele landet og i byerne igen sige: ‘Herren velsigne dig, du hellige bjerg, hvor retfærdigheden råder.’
24. Da vil byerne igen blive befolket. Landmændene vil opdyrke jorden og hyrderne passe deres flokke af får, geder og køer.
25. Jeg giver den trætte hvile og den udkørte ny styrke.
26. Da vil man sige: ‘Nu kan jeg sove i fred og vågne udhvilet op.’ ”
27. Herren siger: “Der kommer en tid, hvor jeg forøger antallet af indbyggere og kvæg i Israel og Juda.
28. Jeg rykkede mit folk op med rode, nedrev deres huse og ødelagde deres land, men til den tid vil jeg plante dem på ny og genopbygge deres land.
29. Man vil ikke længere bruge det gamle ordsprog: ‘Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’
30. Nej, den som spiser sure druer, må nu selv lide under det. Enhver skal dø for sin egen synd.”