Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 31:10-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Hør Herrens ord, I fremmede nationer, råb det ud i fjerne lande. Herren, som engang adspredte Israel, vil samle sit folk og våge over dem, som en hyrde vogter sin hjord.

11. Han løskøber Israel og redder dem fra nationer, som er stærkere end dem.

12. De skal vende hjem til Zions bjerg, syngende og jublende over Herrens gode gaver: masser af korn, vin, oliven, får og kvæg. Deres land bliver som en frodig have, og deres ulykke er overstået.

13. Herren siger: “De unge piger vil danse af glæde og mændene slutte sig til dem, både gamle og unge. Jeg vender deres sorg til jubel, jeg trøster dem og giver dem ny livsglæde.

14. Jeg giver præsterne en overflod af ofre, ja, hele mit folk skal mættes med velsignelse.”

15. Herren talte igen til mig og sagde: “I Rama høres der skrig, jamren og højlydt gråd. Det er Rakel, der græder over sine børn. Hun vil ikke lade sig trøste, for børnene er borte.

16. Men Herren siger: Græd ikke mere, for jeg har hørt dine bønner. De landflygtige vil vende tilbage fra fjendens land.

17. Der er håb for din fremtid, siger Herren, for dine børn skal vende hjem til deres land.

18. Jeg har hørt, hvordan Efraim stønner: ‘Herre, du straffede mig hårdt, men det var nødvendigt, for jeg var som en ustyrlig kalv. Hvis du vil tage imod mig, vil jeg vende tilbage til dig, for du er Herren, min Gud.

19. Jeg vendte mig bort fra dig, men jeg angrede det bittert og græmmede mig over min dumhed. Jeg blev ydmyget, og nu skammer jeg mig over min ungdoms uforstand.’

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 31