Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 29:13-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

13. når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig.

14. Jeg vender jeres skæbne, sætter jer fri og giver jer fremgang. Jeg samler jer fra de lande, jeg fordrev jer til, og fører jer hjem til jeres eget land.

15. Lad være med at tro på de profeter, I har hos jer i det fremmede. De lover jer en hurtig frihed,

16. men hør, hvad Herren siger angående kongen, der sidder på Davids trone, og alle dem, som stadig bor her i Jerusalem, og jeres slægtninge, som ikke blev bortført til Babylonien:

17. “Jeg sender krig, hungersnød og sygdom over dem, der bor i Jerusalem, så de bliver som uspiselige, rådne figner.

18. Ja, jeg vil straffe dem med krig, hungersnød og sygdom og sprede dem ud over hele jorden, så de bliver eksempler til skræk og advarsel for folkene i de lande, jeg fordriver dem til. Overalt vil de blive forbandet og hånet,

19. fordi de nægtede at lytte til mig, skønt jeg gang på gang talte til dem gennem mine profeter.

20. Derfor bør I høre efter og adlyde Herrens ord, alle I, som er i fangenskab i Babylonien.”

21. Herren, den Almægtige, Israels Gud, har også noget at sige om Ahab, søn af Kolaja, og Zidkija, søn af Maʼaseja, der begge profeterer løgne og påstår, at de taler på mine vegne: “Jeg udleverer dem til Nebukadnezar, så han kan henrette dem offentligt.

22. Når man i fremtiden vil forbande nogen, vil man mindes deres grufulde skæbne og sige: ‘Må Herren gøre ved dig, som Babylons konge gjorde ved Zidkija og Ahab, da han brændte dem levende.’

23. De to mænd har gjort frygtelige ting iblandt mit folk. De begik ægteskabsbrud med andres koner, og de har profeteret ting, som jeg aldrig har sagt. Jeg har set alt, hvad de har gjort,” siger Herren.

24. Senere sendte jeg et brev med et budskab til Shemaja fra Nehelam:

25. Herren den Almægtige, Israels Gud, siger: Du skrev et brev til præsten Zefanja, søn af Maʼaseja, og sendte kopier til de øvrige præster og ledere i Jerusalem.

26. I brevet til Zefanja skrev du: “Herren udpegede dig til at overtage posten som præst i Jerusalem i stedet for Jojada. Det er altså dit ansvar at arrestere enhver tåbe, der hævder at være profet, og sætte ham i gabestok og halsjern.

27. Hvorfor har du så ikke gjort noget for at standse Jeremias fra Anatot, som giver sig ud for at være profet hos jer?

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 29