Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 25:4-15 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

4. Gang på gang har Herren sendt sine profeter til jer, men I har vendt det døve øre til.

5. Hver gang sagde Herren: Vend om fra jeres onde tanker og handlinger, så skal I få lov til at blive i det land, Herren gav jer, for at I altid skulle bo der.

6. Gør mig ikke vred ved at dyrke de afguder, I selv fremstiller. Men hvis I adlyder mig, vil det gå jer godt.”

7. Dernæst bragte jeg dem et nyt budskab fra Herren: “I har ikke villet adlyde mig og er blevet ved med at provokere mig med jeres afgudsdyrkelse. Derfor kan I takke jer selv for den straf, I får.

8. Jeg er Herren, den Almægtige, og fordi I ikke ville høre på mig,

9. vil jeg nu samle alle hærene fra nord under kong Nebukadnezar, som jeg har udvalgt til at være mit redskab. Han vil føre krig mod dette land og dets befolkning og de øvrige nationer omkring jer. Jeg vil slå hårdt ned på jer og lægge landet i ruiner i lang tid, så I bliver til hån og spot.

10. Jeg vil sørge for, at glæden forsvinder fra landet, at alle bryllupsfester ophører, at kværnen standser og husene ligger hen i mørke.

11. Hele landet kommer til at ligge brak som en ødemark, og Israel og nabofolkene skal være under babylonisk herredømme i 70 år.

12. Når de 70 år er gået, vil jeg straffe Babyloniens konge og hans folk for deres synd, så deres land bliver til ørken,

13. og jeg vil bringe alle de rædsler over babylonierne, som jeg har truet med i denne bog. Jeg vil udføre den straf, som Jeremias har forkyndt over nationerne.

14. Mange nationer og store konger vil besejre dem og gøre dem til slaver, sådan som de selv gjorde Israels folk til slaver. Jeg vil gengælde dem alt det onde, de har gjort imod mit folk.”

15. Derefter talte Herren, Israels Gud, til mig i et syn: “Her, tag dette bæger! Det er fyldt til randen med min vredes vin. Alle de nationer, jeg sender dig til, skal drikke af bægeret.

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 25