1. Herren, Israels Gud, siger: “Mit folks ledere fortjener deres straf. De skulle have været hyrder for min hjord, men har i stedet ført dem i ulykke, og de er årsag til, at hjorden bliver spredt for alle vinde.
2. I stedet for at føre dem til et trygt og sikkert sted, har de drevet dem mod død og undergang. Derfor vil jeg straffe dem for deres onde handlinger.
3. Men engang vil jeg samle resterne af min hjord fra alle de lande, jeg spredte dem til, og føre dem tilbage til folden, hvor de vil opleve fremgang og vækst.
4. Jeg vil udpege gode hyrder til at tage sig af dem, så de ikke længere har noget at frygte, og ingen af dem skal fare vild.”
5. “Og engang i fremtiden,” siger Herren, “vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme.
6. Hans navn skal være ‘Herren er vores redning’ for Judas folk vil blive reddet, og Israel skal leve i tryghed.
7. Når I er vendt tilbage til landet, vil den, der aflægger ed, ikke længere sige: ‘Så sandt Herren lever, der udfriede Israels folk fra Egyptens land.’
8. I stedet vil man sige: ‘Så sandt Herren lever, der førte Israels folk hjem til deres eget land fra landet mod nord og alle de andre lande, hvor han havde sendt dem i eksil.’ Da skal de få lov at bo i deres eget land igen.”
9. Når jeg tænker på dem, der skulle tale på Guds vegne, er jeg dybt frustreret. Jeg ryster og skælver, jeg raver omkring, som var jeg beruset. Det er helt forfærdeligt, som de behandler Herren og hans hellige ord.