Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 22:19-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

19. Du får ingen værdig begravelse, men dit lig slæbes ud af byen og smides på lossepladsen.”

20. “Åh, mit folk,” siger Herren, “I har grund til at sørge, for alle jeres forbundsfæller er besejret. I kan søge efter dem i Libanon, kalde på dem i Bashan eller lede efter dem i Moabs bjerge, men det er forgæves.

21. Mens landet endnu havde fred, advarede jeg jer, men I svarede: ‘Lad os være.’ Sådan har I opført jer fra begyndelsen. Altid har I gjort oprør imod mig.

22. Jeres ledere bliver blæst væk som af et vindpust, og jeres forbundsfæller ført bort som fanger. I vil opleve stor ydmygelse, og det sker alt sammen på grund af jeres ondskab.

23. I har hidtil følt jer sikre som en fugl, der har sin rede i Libanons regnskove, men snart vil I komme til at stønne af smerte som en kvinde i fødselsveer.”

24. “Så sandt jeg lever,” siger Herren til kong Jekonja af Juda, Jojakims søn. “Jeg vil fjerne dig fra tronen, for du er ikke værdig til at være leder for mit folk.

25. Jeg udleverer dig til dem, du frygter mest, kong Nebukadnezar og den babyloniske hær.

26. Jeg jager dig og din mor ud af landet, og I skal begge dø i et fremmed land.

27. I vil længes tilbage til jeres fædreland, men aldrig se det igen.”

28. Hvorfor er kong Jekonja blevet som en revnet krukke, ingen vil eje? Hvorfor skal både han og hans børn føres i eksil til fjerne lande?

29. Åh, mit stakkels land og mit stakkels folk! Hør, hvad Herren siger:

30. “Lad Jekonja gå over i historien, som om han var en barnløs konge, for ingen af hans børn vil nogensinde sidde på Davids trone og herske i Juda. Han vil blive husket som en mislykket konge.”

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 22