Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 17:7-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig.

8. De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt.

9. Hvem forstår et menneskes hjerte? Det er forræderisk og ondt helt igennem.

10. Jeg kender menneskers inderste tanker, vurderer deres motiver og lønner enhver efter, hvordan de handler.

11. Mennesker, som bliver rige på andres bekostning, er som fugle, der udruger æg, de ikke selv har lagt. Før eller senere mister de deres rigdomme og ender som fattige tåber.”

12. Derpå sagde jeg til Herren: “Fra ældgamle tider har du siddet på din ophøjede trone i helligdommen.

13. Du er Israels håb, og de, som vender sig fra dig, vil komme til at fortryde det. Det er ude med dem, fordi de har forladt Herren, kilden med det livgivende vand.

14. Herre, kom mig til hjælp og red mig fra dem, der er ude efter mig.

15. Mennesker håner mig og siger: ‘Hvad er det for en straf fra Herren, du bliver ved at snakke om? Hvis det er rigtigt, hvorfor sker der så ikke noget?’

16. Herre, jeg ønsker ikke at gøre mit eget folk til mine fjender. Jeg har ikke bedt dig sende ulykke over dem, det ved du. Du har hørt hvert ord, jeg har sagt.

17. Du må ikke lade mig i stikken, for du er mit eneste håb.

18. Lad skræk og rædsel ramme dem, som forfølger mig, og red mig fra deres angreb. Det er dem, der fortjener din straf, ikke mig.”

19. Da sagde Herren til mig: “Gå hen til Jerusalems byporte, først til porten, som kongerne går igennem, og derefter til alle de andre porte.

20. Der skal du råbe til alle, som kommer forbi: Hør, hvad Herren har at sige til Judas kongeslægt, Jerusalems indbyggere og alle borgere i landet.

21. Herren siger: Hvis I har livet kært, skal I holde sabbatsdagen hellig. I må ikke bære varer ind gennem Jerusalems porte på den dag.

22. I må ikke bære byrder ud fra jeres huse eller i det hele taget udføre noget arbejde på sabbatten. I skal holde hviledagen hellig, som jeg befalede jeres forfædre.

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 17