12. Derpå sagde jeg til Herren: “Fra ældgamle tider har du siddet på din ophøjede trone i helligdommen.
13. Du er Israels håb, og de, som vender sig fra dig, vil komme til at fortryde det. Det er ude med dem, fordi de har forladt Herren, kilden med det livgivende vand.
14. Herre, kom mig til hjælp og red mig fra dem, der er ude efter mig.
15. Mennesker håner mig og siger: ‘Hvad er det for en straf fra Herren, du bliver ved at snakke om? Hvis det er rigtigt, hvorfor sker der så ikke noget?’
16. Herre, jeg ønsker ikke at gøre mit eget folk til mine fjender. Jeg har ikke bedt dig sende ulykke over dem, det ved du. Du har hørt hvert ord, jeg har sagt.
17. Du må ikke lade mig i stikken, for du er mit eneste håb.
18. Lad skræk og rædsel ramme dem, som forfølger mig, og red mig fra deres angreb. Det er dem, der fortjener din straf, ikke mig.”
19. Da sagde Herren til mig: “Gå hen til Jerusalems byporte, først til porten, som kongerne går igennem, og derefter til alle de andre porte.
20. Der skal du råbe til alle, som kommer forbi: Hør, hvad Herren har at sige til Judas kongeslægt, Jerusalems indbyggere og alle borgere i landet.