Gamle Testamente

Nye Testamente

Jeremias 16:11-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. skal du give dem følgende svar: ‘Fordi jeres forfædre forlod mig og dyrkede andre guder, fordi de var ulydige imod mine love,

12. og fordi I selv opfører jer endnu værre end jeres forfædre. I følger blot jeres egne lyster og nægter at adlyde mig.

13. Derfor jager jeg jer bort fra jeres eget land til et fremmed land, som hverken I selv eller jeres forfædre før har kendt. Dér kan I dyrke så mange afguder, I vil. I skal ikke regne med min hjælp.’ ”

14-15. Herren fortsatte: “Men der kommer en tid, hvor man ikke længere vil sige: ‘Jeg sværger ved den Gud, som førte sit folk ud af Egypten,’ men man vil sige: ‘Jeg sværger ved den Gud, som førte sit folk hjem fra landet mod nord og de andre lande, som han i sin tid fordrev dem til.’ Engang vil jeg nemlig føre mit folk hjem igen til det land, jeg gav deres forfædre.

16. Men nu sender jeg bud efter fiskere, som skal fiske dem ud fra deres gemmesteder. Og jeg sender bud efter jægere, som skal opsøge dem i bjergene og klippehulerne, hvor de har gemt sig.

17. Jeg holder nøje øje med dem, og de kan hverken skjule sig selv eller deres synd for mig.

18. Jeg vil straffe dem hårdt for alle deres synder, for de har forurenet mit land med deres væmmelige, livløse afguder. Med deres forfærdelige afgudsofringer har de besudlet det land, jeg gav dem i eje.”

19. “Ak Herre,” udbrød jeg, “det er dig, der styrker og beskytter mig, du er min tilflugt i nødens stund. Mennesker fra alverdens folkeslag vil komme til dig og erkende: ‘Vores forfædre handlede tåbeligt ved at dyrke livløse afguder, der intet kunne udrette.

20. Menneskeskabte guder kan aldrig sammenlignes med den sande Gud.’ ”

21. Da sagde Herren: “Nu giver jeg dem en lærestreg og viser dem min magt, så de kan forstå, at jeg er Herren, den evige Gud.

Læs fyldestgørende kapitel Jeremias 16