13. Mit folk har lige så mange afguder, som der er byer i Juda, og altrene, hvor de ofrer til Baʼal, er så talrige som gaderne i Jerusalem.
14. Jeremias, du skal ikke gå i forbøn for sådan et folk! Du skal ikke trygle mig om at redde dem, for jeg vil ikke høre på dine bønner. Jeg vil ikke høre på dem, selv om de desperat råber til mig om hjælp.
15. Sig til dem: Hvad ret har I, mit elskede folk, til at være i mit tempel, når I har gjort så mange onde ting? Tror I, at jeres ofringer kan afværge dommen? Hvordan kan I fortsætte med jeres ondskab, mens I bringer jeres ofre?
16. Engang var du et dejligt oliventræ, der bar gode frugter. Men nu sætter jeg ild til dig, så alle dine grene bliver ødelagt.
17. Jeg er Herren, den Almægtige, som har plantet dig, men nu har jeg afsagt dommen over dig. Både Israels og Judas hus har ofret til Baʼal, og det har fremkaldt min vrede.”
18. Herren advarede mig om, at nogle mennesker ønskede at slå mig ihjel.
19. Jeg var som et troskyldigt lam, der føres til slagtning. Jeg anede intet om deres hensigter. “Lad os gøre det af med den der profet,” sagde de, “så slipper vi for at høre på hans dommedagsprofetier.”
20. Da sagde jeg til Herren: “Du er den almægtige Gud og den retfærdige dommer. Du kender menneskers tanker og motiver. Lad mig se dig straffe dem, for jeg har overgivet min sag til dig.”
21. Herren havde nemlig sagt til mig: “Nogle mænd fra Anatot er ude på at slå dig ihjel. De vil true dig på livet for at få dig til at holde op med at profetere i mit navn.
22. Derfor vil jeg straffe dem, siger Herren. Deres unge mænd vil falde i krig og deres børn sulte ihjel.
23. Ikke en eneste af forræderne i Anatot vil blive skånet. Når tiden er inde, vil jeg straffe dem.”