Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezra 10:9-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

9. Tre dage efter, den 20. dag i den niende måned, var alle Judas og Benjamins mænd samlet på den åbne plads foran templet. De rystede af kulde på grund af regnen og af angst på grund af sagens alvor.

10. Så rejste jeg mig og råbte til mængden: “I har været ulydige mod Herren ved at gifte jer med kvinder fra fremmede folkeslag og således øget vores skyld overfor Gud.

11. Bekend derfor jeres synd for Herren, jeres fædres Gud, og gør hvad han forlanger af jer: Skil jer ud fra de fremmede omkring jer og skaf jer af med de kvinder, I har giftet jer med.”

12. “Vi vil gøre, som du siger!” svarede hele forsamlingen.

13. “Men det problem kan ikke løses på en dag eller to, for der er mange af os, der har gjort det. Og vi kan ikke blive stående her ude i regnen.

14. Det må være en sag for folkets ledere. Lad dem, der har giftet sig med fremmede kvinder, komme til lederne på et nærmere aftalt tidspunkt sammen med deres bys ledere og dommere, så hver enkelt kan få deres sag gjort i orden, og vi kan afværge Guds vrede.”

15. Kun Jonatan, søn af Asael, Jahzeja, søn af Tikva, Meshullam og levitten Shabbetaj modsatte sig forslaget.

16. Alle de andre tilsluttede sig. Jeg pålagde så overhovederne for de enkelte slægter at tage sig af sagen. De mødtes den første dag i den tiende måned for at undersøge de enkelte sager og sørge for, at beslutningen blev gennemført.

17. Den første dag i den første måned var de færdige med at behandle alle sagerne angående de mænd, der havde giftet sig med fremmede kvinder.

18. Her følger listen over de præster, som havde giftet sig med fremmede kvinder: Af Jeshuas slægt: Maʼaseja, Eliezer, Jarib og Gedalja.

19. De svor på, at de ville sende deres koner bort, og hver enkelt af dem måtte bringe en vædder som skyldoffer.

20. Af Immers slægt: Hanani og Zebadja.

21. Af Harims slægt: Maʼaseja, Elija, Shemaja, Jehiel og Uzzija.

Læs fyldestgørende kapitel Ezra 10