1. Mens jeg lå grædende på jorden foran templet og fremsagde denne syndsbekendelse, samledes en stor flok mænd, kvinder og børn omkring mig for at sørge og græde sammen med mig.
2. Da sagde Shekanja, en søn af Jehiel af Elams slægt, til mig: “Vi erkender, at vi har været troløse over for vores Gud ved at gifte os med kvinder fra gudløse folkeslag. Men der er alligevel håb for Israels folk.
3. Lad os give Gud det løfte, at vi vil sende de fremmede kvinder og deres børn bort, sådan som du og andre gudfrygtige mænd har rådet os til. Fra nu af vil vi gøre som Toraen byder.
4. Rejs dig nu op, for det er dig, der skal organisere det. Vi er med dig. Så fat mod og kom i gang!”
5. Derpå rejste jeg mig op og bad alle præsterne, levitterne og folkets ledere om at sværge på, at de ville gøre, som Shekanja havde sagt. Det gjorde de.
6. Derefter forlod jeg pladsen foran Herrens hus og gik ind i Johanans, Eljashibs søns, værelse i templet, hvor jeg overnattede. Jeg hverken spiste eller drak, for jeg sørgede over de hjemvendte judæeres utroskab.
7. Nu blev det bekendtgjort ud over hele Judas land og i Jerusalem, at alle de mænd, som havde været i eksil, skulle komme til Jerusalem
8. inden tre dage, og at folkets ledere havde besluttet, at enhver som udeblev, ville blive frataget sin arvelod og udstødt af de hjemvendtes samfund.
9. Tre dage efter, den 20. dag i den niende måned, var alle Judas og Benjamins mænd samlet på den åbne plads foran templet. De rystede af kulde på grund af regnen og af angst på grund af sagens alvor.
10. Så rejste jeg mig og råbte til mængden: “I har været ulydige mod Herren ved at gifte jer med kvinder fra fremmede folkeslag og således øget vores skyld overfor Gud.