Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 7:5-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

5. Ulykkerne begynder at vælte ind over jer, for nu er tiden kommet.

6. I har løbet linen ud, og straffen hænger over hovedet på jer.

7. Solen er gået ned for jer, som bor i mit land. Fjenden er på vej, og I kommer snart til at høre skærende rædselsskrig på højene i stedet for glædesråb.

8-9. Jeg vil give min vrede frit løb, så I rammes af min knusende dom for jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed og skåner ingen. I må lide straffen for jeres ondskab og afgudsdyrkelse, så I kan indse, at jeg er Herren, og at det er mig, der straffer jer.

10. Dommens dag er kommet, for jeres vold og stolthed har nået et klimaks.

11. De rige og mægtige rammes af min vrede. De vil miste alt, og ingen af dem slipper med livet i behold.

12. Tiden er inde, dagen er kommet. Den, der har gjort et godt køb, får ikke tid til at glæde sig over nyerhvervelsen, og den, der må sælge sine ejendele, får ikke tid til at mærke tabet, for min vrede rammer alt og alle.

13. Hvis nogen fortryder et salg, bliver der ikke tid til at lade handelen gå tilbage, for min vrede rammer hele folket og kan ikke standses. Ingen undgår straffen for deres synd.

14. Der blæses i vædderhornet og kaldes til krig, men ingen gør sig klar til kamp, for min vrede vil ramme dem alle.

15. Uden for bymuren bliver krigere dræbt i kampen, og indenfor dør man af sult og sygdom.

16. De, der undslipper, flygter op i bjergene og hænger med hovedet som skræmte duer. De sørger over deres synder.

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 7