Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 39:14-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. Når de syv måneder er gået, skal man udpege folk til systematisk at gennemsøge landet for eventuelle døde, som endnu ikke er blevet begravet.

15-16. Hvis de så finder nogle skeletrester, skal de afmærke stedet, så graverne kan få dem begravet i ‘Gogs Massegrav’. Selv en af byerne i dalen vil få navn efter massegraven. Sådan skal landet omsider blive renset fra al den urenhed, som ligene var årsag til.

17. Du menneske, kald alle rovfuglene og de vilde dyr sammen til en mægtig offerfest. Lad dem komme fra nær og fjern til Israels bjergland og tage del i festen, hvor de skal æde menneskekød og drikke menneskeblod.

18-19. Sig til fuglene og dyrene: ‘Kom til den offerfest, jeg holder for jer i Israels bjergland. Spis kød fra helte og drik blod fra fyrster, som var det fede væddere, lam, geder eller okser fra Bashan. Æd, til I revner, og drik jer berusede i blod.

20. Kom til festen og spis jer mætte i heste og ryttere, helte og krigere.’ ”

21. Herren fortsatte: “Jeg vil demonstrere min magt og herlighed over for nationerne. De bliver alle vidne til, hvordan jeg straffer Gog og hele hans hær.

22. Fra den dag og i al fremtid vil Israels folk erkende, at jeg er Herren, deres Gud,

23. og nationerne vil forstå, hvorfor Israels folk blev sendt i landflygtighed. Jeg måtte straffe dem for deres oprør og utroskab imod mig. Derfor vendte jeg ryggen til dem og lod deres fjender ødelægge dem.

24. De fik den straf, de havde fortjent på grund af alle deres synder.

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 39