Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 34:1-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Herren sagde til mig:

2. “Du menneske, profetér imod Israels ledere, som burde være hyrder for hjorden. Sig til dem: Ve jer, I hyrder, I er dømt, for I tænker kun på jer selv, ikke på fårene. Er det ikke hyrders opgave at sørge for, at fårene har det godt?

3. Men I spiser selv fedtet og bruger ulden til at klæde jer i. I slagter de fedeste dyr. I er ikke hyrder for fårene.

4. I har hverken forbundet de sårede, taget jer af de syge, hjulpet de svage eller ledt efter dem, der var faret vild. I har i stedet behandlet dem hårdt og grusomt.

5. Fordi mit folk ikke havde gode hyrder, blev de forvirrede og fór vild, et let bytte for de vilde dyr.

6. Mine får vandrede fortabte rundt i bjergene og spredtes ud over hele jorden, men ingen gik ud for at søge efter dem og tage sig af dem.

7. I hyrder, hør nu Herrens ord:

8. I forsømte min hjord og beskyttede den ikke mod angreb fra vilde dyr. I er uegnede som hyrder, for I søgte ikke efter de får, der fór vild. I tænkte kun på jer selv, ikke på fårene.

9-10. Derfor straffer jeg jer. Så sandt jeg lever, siger Herren, skal I hyrder kræves til regnskab for, hvad der er sket med min hjord. Jeg tillader jer ikke længere at vogte mine får, for I tænker kun på jer selv. Jeg river mine får ud af kløerne på jer. I får ikke lov at udnytte dem længere.

11. Herren siger: Jeg vil selv opsøge mine får og tage mig af dem.

12. Som en hyrde leder efter de fortabte får, vil jeg opsøge mit folk på de steder, de blev fordrevet til, da ulykken ramte dem.

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 34