17. “Jeg har udvalgt dig til at holde udkig og stå vagt for Israels folk. Når du får et budskab fra mig, skal du straks give advarslen videre.
18. Hvis jeg siger om nogle, at de skal dø som straf for deres ondskab, så skal du advare dem, så de har en chance for at ændre deres liv og undgå straffen. Hvis du ikke advarer dem, og de derfor ikke ændrer deres liv, så skal de dø for deres ondskab, men du skal også dø, for jeg vil holde dig ansvarlig for deres død.
19. Hvis du derimod advarer dem, og de bliver ved med at synde uden at omvende sig, så skal de dø for deres ondskab, men du redder livet.
20. Hvis retskafne mennesker bliver onde, og jeg derfor må straffe dem, så er det deres egen ondskab, der er skyld i deres død. Alle deres tidligere gode gerninger kan ikke redde dem. Og hvis du undlader at advare dem, bliver du også straffet.
21. Men advarer du dem, så de holder op med deres ondskab, redder du både dig selv og dem.”
22. Da mærkede jeg Herrens kraft over mig igen, og han sagde til mig: “Rejs dig og gå ud i dalen. Der vil jeg tale til dig.”
23. Så rejste jeg mig og gik derud, og jeg så Herrens herlighed, som jeg tidligere havde set ved Kebarfloden, og jeg kastede mig ned med ansigtet mod jorden.
24. Åndens kraft kom over mig og rejste mig op. “Gå hjem og luk dig inde i dit hus,” sagde han.
25. “Der vil du blive bundet, så du ikke kan gå uden for din dør.
26. Og jeg vil lade din tunge klæbe til ganen, så du ikke af dig selv kan anklage mit oprørske folk.