14. Jeg satte dig som en kerub,der skulle vogte og beskyttedet hellige bjerg, jeg havde skabt,Du vandrede blandt funklende ædelsten.
15. Der var intet at udsætte på digfra den dag, du blev født,indtil din ondskab blev afsløret.
16. Din store rigdom gjorde dig korrupt,så vold og synd fyldte dit hjerte.Da jog jeg dig bort fra mit hellige bjergog de funklende ædelsten, du skulle beskytte.Jeg slog dig ned, du vældige kerub.
17. Din skønhed gjorde dig stolt,din rigdom spændte ben for din visdom.Derfor kastede jeg dig til jordensom en advarsel for andre fyrster.
18. Din uhæderlige handelafsporede din gudsdyrkelse.Derfor lod jeg ild bryde frem og fortære dig,så du blev til aske på jorden for alles øjne.
19. Alle var skrækslagne over din skæbne.Du blev et skræmmende eksempelved din totale og endelige udslettelse.”
20. Herren sagde til mig:
21. “Du menneske, vend dig mod Sidon og profetér over byen.
22. Sig til den:Sidon, jeg er din fjende,og jeg vil demonstrere min magt på dig.Alle skal få at se, at jeg er Herren,når jeg åbenbarer min hellighed på digved at straffe dig for dine synder.
23. Jeg sender epidemier og krig,så blodet flyder i gaderne.Fjenden angriber fra alle siderog slår folk ned til højre og venstre.Da vil du indse, at jeg er Herren.
24. Israels nabofolk skal ikke længere stikke mit folk som tidsler og torne. Alle I, som nu håner mit folk, skal få at se, at jeg er Herren.
25. Hør, hvad Herren siger: Når jeg samler Israels folk fra de folkeslag, de er spredt iblandt, og fører dem tilbage til deres eget land, det land, jeg gav min tjener Jakob, da vil alle folk indse, at jeg er en hellig og mægtig Gud.
26. Derefter skal mit folk bo trygt i deres land, bygge huse og plante vingårde, mens jeg straffer alle dem, som behandlede dem med foragt. Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”