Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 26:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. I det 11. år af vores eksil, på den første dag i måneden, sagde Herren til mig:

2. “Du menneske, Tyrus godtede sig over Jerusalems fald og mente, at byens ødelæggelse ville blive til gavn for deres handel.

3. Derfor siger Gud Herren: Jeg vender mig imod dig, Tyrus, og lader fremmede folk skylle ind over dig, som havets bølger slår ind over din kyst.

4. De ødelægger dine mure og river dine fæstningsværker ned. Jeg fejer støvet bort, så kun den nøgne klippe er tilbage.

5. Du bliver en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Jeg har talt, siger Gud Herren. Du bliver bytte for fremmede folkeslag,

6. og dine forstæder på fastlandet falder i krigen. Da vil du indse, at jeg er Herren.

7. Jeg sender Nebukadnezar, Babylons store konge, imod dig fra nord med en mægtig hær af ryttere og stridsvogne.

8. Først falder småbyerne på fastlandet. Så laver han angrebsramper imod dig, bygger belejringsvolde og løfter et lag af skjolde.

9. Rambukke vil bryde dine mure ned og jernstænger brække dine tårne i stykker.

10. Hestenes hove vil rejse en støvsky, der dækker byen, og murene vil skælve ved larmen fra stridsvognene og hestene, når de kører ind gennem hullet i bymuren.

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 26