Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 20:29-44 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

29. Da spurgte jeg dem: ‘Hvad er det for en høj, I går hen til?’ og derfra stammer navnet ‘offerhøj’.

30. Hør nu, hvad Gud Herren siger til jer, Israels ledere: Hvor længe vil I fortsætte med at være utro over for mig og dyrke de afskyelige afguder?

31. Så længe I bliver ved med jeres afgudsdyrkelse og tilmed ofrer jeres egne børn til dem, kan I ikke forvente, at jeg skal høre på jeres bønner eller hjælpe jer på nogen måde.

32. I vil gerne være som alle andre folkeslag på jorden og dyrke guder af træ og sten, men det vil jeg ikke acceptere.

33. Så sandt jeg lever, siger Herren: Jeg ønsker at være jeres konge, og jeg vil demonstrere min vældige magt og vrede på jer.

34. Jeg vil også demonstrere min magt ved at straffe de ugudelige folkeslag, I bliver spredt iblandt, og føre jer hjem igen.

35. Men først måtte jeg sende jer ud i en ørken af fremmede folkeslag, for at jeg personligt kunne holde dom over jer,

36. akkurat som dengang jeg personligt straffede jeres forfædre i den bogstavelige ørken efter at have ført dem ud af Egypten.

37. Jeg afsagde min dom over jer, som når hyrden skiller fårene fra gederne, og jeg vil føre de lydige tilbage ind under min pagts bestemmelser.

38. Men jeg vil skille mig af med de ulydige og oprørske iblandt jer. De bliver fjernet fra jordens overflade i det land, hvor de lever som fremmede, og ingen af dem får lov til at komme tilbage til Israels land. Da vil I forstå, at jeg er Herren.

39. Israels folk, hør, hvad Gud Herren har at sige til jer: I, der lever i oprør, kan bare fortsætte med at dyrke jeres afskyelige afguder. Men engang vil mit folk igen adlyde mig og ikke længere bringe skam over mit hellige navn med deres modbydelige afguderi.

40. På mit hellige bjerg i Jerusalem skal hele Israel engang tilbede og tjene mig, siger Herren. Dér vil jeg tage imod jer og jeres ofre og gaver.

41. Ja, når jeg fører jer hjem fra eksilet i de fremmede lande, skal I være som et vellugtende røgelsesoffer, der bringes for at ære mig, og folkeslagene skal se, at jeg er en hellig Gud.

42. Når jeg fører jer hjem til det land, jeg lovede jeres forfædre, skal I indse, at jeg er Herren.

43. Da skal I med afsky se tilbage på fortidens synder og føle lede ved jer selv over al den ondskab, I har begået.

44. Og når jeg for mit navns æres skyld velsigner jer på trods af jeres ondskab og afskyelige handlinger, vil I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.”

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 20