Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 17:15-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

15. Men den nye konge brød sit løfte om troskab og gjorde oprør imod Nebukadnezar. Han sendte bud til Egypten og bad om soldater og stridsvogne. Men vil hans planer lykkes? Mon han slipper godt fra at bryde sit troskabsløfte?

16. Nej, så sandt jeg lever, siger Herren: Han kommer til at dø i Babylon, for han brød fredsaftalen og gjorde oprør mod den, der havde indsat ham som konge.

17. Farao og hele hans mægtige hær kan ikke redde ham, når Nebukadnezar vender tilbage og belejrer Jerusalem og slår en masse mennesker ihjel.

18. Zidkija brød sin ed og løftet om troskab, og det slipper han ikke godt fra.

19. Så sandt jeg lever, siger Herren, skal han bøde for at have brudt den højtidelige ed, han aflagde i mit navn.

20. Jeg kaster mit net over ham, så han bliver fanget i fælden, og derefter fører jeg ham til Babylon, hvor han vil blive straffet for sit oprør imod mig.

21. Alle hans bedste krigere vil falde i kamp, og de som overlever, bliver spredt for alle vinde. Så vil I forstå, at jeg er Herren, og at jeg har talt.”

22-23. Herren fortsatte: “Jeg vil tage et skud fra cedertræets øverste top og plante det på toppen af Israels vigtigste bjerg. Det vil vokse op og blive et flot cedertræ, der skyder grene og sætter frø. Alverdens fugle vil komme for at bygge rede i dets skyggefulde grene.

24. Da vil alle skovens træer forstå, at jeg, Herren, skærer de høje, stolte træer ned og giver de lave træer ære og værdighed. De vil forstå, at jeg har magt til at få et grønt træ til at visne og et udtørret træ til at blomstre. Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt.”

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 17