Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 16:25-42 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

25. hvor du prostituerede dig selv og din skønhed og spredte ben for enhver mand, som kom forbi.

26. Selv din fede nabo, Egypten, horede du med. Al din utroskab gjorde mig umådelig vred.

27. Derfor greb jeg ind for at straffe dig. Jeg tog min velsignelse fra dig og gjorde dig til bytte for filistrene. Selv de skammer sig over din opførsel.

28. Også assyrerne bedrev du hor med, for du kunne aldrig få stillet dit begær efter flere afguder.

29. Du solgte dig selv til den store handelsnation, Babylonien, men heller ikke det tilfredsstillede dig.

30. Du må have et sygt hjerte, siden du kunne gøre alt det. Du er en skamløs luder,

31. der bygger afgudsaltre på gadehjørnerne og på alle torvepladser. Ja, du er endnu værre end en luder, for du gjorde det ikke engang for betaling.

32. Du er som en utro hustru, der hellere hengiver sig til andre mænd end til sin ægtemand.

33. Det plejer at være mændene, der betaler en prostitueret, men med dig er det omvendt, for du opsøger mændene og giver dem gaver, for at de skal komme til dig.

34. Derfor er du anderledes. Du betalte selv for din prostitution i stedet for at modtage betaling.

35. Hør nu, hvad Herren siger til dig:

36. Fordi du blottede dig for alle dine mange elskere og ofrede dine børns blod til dine afskyelige afgudsbilleder,

37. vil jeg kalde de elskere sammen, som du har ligget med, både dem du elskede, og dem du hadede, og jeg vil rive tøjet af dig for øjnene af dem, så din nøgenhed kan ses af alle og enhver.

38. Jeg vil give dig den straf, som en horkvinde eller morder kan forvente, både ydmygelse og død.

39. Jeg giver dig i nabofolkenes magt, og de vil nedrive dine offerhøje og afgudsaltre. De vil flå tøjet af dig, tage dine smukke juveler fra dig og efterlade dig nøgen.

40-41. De vil kalde pøbelen sammen og stene dig, hugge dig ned med sværdet, brænde dine huse og straffe dig for øjnene af andre kvinder. Jeg vil sætte en stopper for dit afguderi, og aldrig mere skal du betale dine elskere for at hore med dig.

42. Jeg lader min vrede ramme dig, indtil min harme stilner af.

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 16