Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 16:20-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

20. Og som om det ikke var nok, slagtede du også de sønner og døtre, du havde født mig, og ofrede dem som føde til dine afguder. Var det ikke tilstrækkeligt, at du horede med dem?

21. Var det også nødvendigt at slå mine børn ihjel og ofre dem til dine elskere?

22. I al den tid du syndede og var mig utro, tænkte du ikke på, at du engang lå nøgen og hjælpeløs og sprællede i dit eget blod.

23. Ak, du er dømt, siger jeg, Herren, for ud over al denne ondskab

24. byggede du afgudsaltre på alle torvepladser,

25. hvor du prostituerede dig selv og din skønhed og spredte ben for enhver mand, som kom forbi.

26. Selv din fede nabo, Egypten, horede du med. Al din utroskab gjorde mig umådelig vred.

27. Derfor greb jeg ind for at straffe dig. Jeg tog min velsignelse fra dig og gjorde dig til bytte for filistrene. Selv de skammer sig over din opførsel.

28. Også assyrerne bedrev du hor med, for du kunne aldrig få stillet dit begær efter flere afguder.

29. Du solgte dig selv til den store handelsnation, Babylonien, men heller ikke det tilfredsstillede dig.

30. Du må have et sygt hjerte, siden du kunne gøre alt det. Du er en skamløs luder,

31. der bygger afgudsaltre på gadehjørnerne og på alle torvepladser. Ja, du er endnu værre end en luder, for du gjorde det ikke engang for betaling.

32. Du er som en utro hustru, der hellere hengiver sig til andre mænd end til sin ægtemand.

33. Det plejer at være mændene, der betaler en prostitueret, men med dig er det omvendt, for du opsøger mændene og giver dem gaver, for at de skal komme til dig.

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 16