13. Mens jeg profeterede, faldt Pelatja død om. Da kastede jeg mig i mit syn med ansigtet mod jorden og råbte: “Åh, Herre, min Gud, er du så vred, at du vil udslette hele Israels folk?”
14. Derpå sagde Herren til mig:
15. “De, som blev tilbage i Jerusalem, siger om dig og dine medfanger i eksilet: ‘De er langt væk fra Herren og hans helligdom, for Herren bor i det land, han har givet os.’
16. Derfor skal du sige til judæerne i eksilet: Jeg fordrev jer fra min helligdom og spredte jer mellem verdens nationer. Men jeg vil selv være jeres helligdom, mens I er i eksil.
17. Jeg vil samle jer sammen fra de nationer, jeg fordrev jer til, føre jer tilbage til Israels land og lade jer bo i landet igen.
18. Når I kommer tilbage, skal I fjerne ethvert spor af den afskyelige afgudsdyrkelse.
19. Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd. Jeg tager jeres stenhårde hjerte ud og giver jer i stedet et føjeligt og lydigt hjerte,
20. så I får lyst til at adlyde mine befalinger og gøre, hvad jeg siger. Så skal I være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.
21. Men dem, som holder fast ved deres afskyelige afguder, vil jeg straffe, siger Herren!”
22. Derefter løftede keruberne deres vinger og steg op i luften sammen med hjulene, mens Israels Guds herlighed svævede over dem.
23. Så flyttede Herrens herlighed sig væk fra templet og stillede sig på bjerget øst for byen.
24. Derefter løftede Guds Ånd mig op og førte mig i mit syn tilbage til eksilet i Babylon. Så var synet forbi,