Gamle Testamente

Nye Testamente

Ezekiel 1:5-8-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

5-8. Midt i skyen var der fire levende væsener, der lignede mennesker, bortset fra, at hver af dem havde fire ansigter, fire arme og fire vinger. Deres ben skinnede som bronze og lignede menneskeben, men deres fødder lignede mest fødderne på en kalv. Armene sad neden under vingerne, en arm under hver vinge.

9-11. Hver af dem havde et menneskeansigt, der vendte fremad, et løveansigt, der vendte mod højre, et okseansigt mod venstre, og et ørneansigt, der vendte bagud. De fire vinger sad i par, og det ene par vinger var spredt ud, så de fire væsener rørte ved hinanden med vingespidserne, mens det andet vingepar var foldet sammen ind til kroppen. De kunne bevæge sig i alle retninger uden at vende sig,

12. så dér, hvor ånden i dem ønskede, at de skulle hen, bevægede de sig af sted uden at vende sig.

13-14. De levende væsener udsendte et kraftigt lys som glødende kul eller brændende fakler, og de hoppede hurtigt frem og tilbage, så det så ud som lyn, der glimtede imellem dem.

15. Mens jeg iagttog de levende væsener, opdagede jeg fire hjul på jorden under dem, ét hjul under hvert af de fire væsener.

16. Hjulene var alle ens og skinnede som ædelsten. Hjulene var lavet sådan, at der sad et andet hjul på tværs inden i dem,

17. så de kunne bevæge sig i alle fire retninger uden at dreje.

18. De fire hjul havde fælge og eger, og på kanten af fælgene sad der øjne hele vejen rundt.

Læs fyldestgørende kapitel Ezekiel 1