4. Mordokaj var nemlig en højt respekteret mand i kongens palads, og hans magt og indflydelse var kendt i alle rigets provinser.
5. Således sejrede jøderne over deres fjender. De slog mange ihjel og gjorde ellers med dem, hvad de ville.
6. I Susa alene dræbte jøderne 500 af deres fjender.
7-10. Desuden dræbte de Hamans ti sønner: Parshandata, Dalfon, Aspata, Porata, Adalja, Aridata, Parmashta, Arisaj, Aridaj og Vajzata. Men de tog ikke deres fjenders ejendele.
11. Samme dags aften, da kongen hørte om alle de dræbte i Susa,
12. sendte han bud efter dronning Ester. “I Susa alene har jøderne slået 500 mennesker ihjel,” sagde han. “Også Hamans ti sønner er dræbt. Hvis det er gået så voldsomt til her i byen, kan jeg levende forestille mig, hvordan det må være gået ude omkring i provinserne. Men sig mig, Ester, hvad ønsker du mere? Jeg vil give dig, hvad som helst du beder om!”
13. “Hvis det behager kongen,” svarede Ester, “vil jeg bede om, at jøderne her i Susa får tilladelse til at handle på samme måde i morgen, og at ligene af Hamans ti sønner bliver hængt op på pæle.”
14-15. Det gik kongen med til. Ligene af Hamans ti sønner blev hængt op på pæle, og det blev bekendtgjort i Susa, at jøderne havde tilladelse til at fortsætte udryddelsen af deres fjender den næste dag. På den dag slog jøderne 300 mere ihjel, dog stadig uden at tage deres ejendele.
16-17. Ude omkring i provinserne havde jøderne på den 13. dag i den 12. måned dræbt 75.000 fjender, men de tog ikke deres ejendele. Dagen derpå hvilede alle jøder ude i provinserne for at fejre deres triumf med fest og dans.
18. Men jøderne i Susa fortsatte som nævnt den næste dag og hvilede først den 15. dag i den 12. måned, hvor de fejrede sejren med fest og dans.
19. Det er grunden til, at jøderne i de små byer i provinsen i Israel den dag i dag fejrer den 14. dag i den 12. måned som en glædesdag, hvor de giver hinanden gaver.
20. Mordokaj sørgede for at skrive disse begivenheder ned, hvorefter han sendte et brev ud til alle jøder i rigets provinser—nær og fjern.
21. I brevet opfordrede han dem til hvert år at fejre den 14. og 15. dag i den 12. måned.
22. Det skulle være dage med fest og glæde til minde om dengang, jøderne fik fred for deres fjender, og deres fortvivlelse blev vendt til glæde. De skulle sende madvarer til hinanden og give gaver til de fattige.