8. Alle i Samaria har hørt det, det er kendt i Efraims land. Alligevel siger de i hovmod og trods:
9. “Hvis landet lægges i ruiner, bygger vi det bare op igen, så det bliver bedre end før. Vi bruger tilhugne natursten i stedet for brændte lersten, og vi erstatter det ødelagte morbærfigentræ med cedertræ.”
10. Herren vil svare på deres hovmod ved at føre fjender imod dem,
11. aramæerne fra øst og filistrene fra vest. Med vidtåbne gab kommer de og opsluger Israel. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
12. Men de angrede ikke over for ham, der straffede dem. De søgte stadig ikke Herren, den Almægtige.
13-14. Derfor vil Herren hugge hoved og hale af Israel og tilintetgøre både høj og lav på samme dag. Landets ledere er hovedet, de løgnagtige profeter er halen.
15. Folkets ledere førte dem vild, de viste dem vej til afgrunden.
16. Derfor vil Herren ikke hjælpe de unge krigere, og han har ikke medynk med dem, der bliver enker, og dem, der bliver faderløse. De er jo alle onde og gudløse, og de taler som tåber. Derfor er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
17. Ondskaben brænder som en ild, der fortærer tjørn og tidsel og antænder skovens tætte krat, så røgen hvirvler op.
18-19. Herren den Almægtiges vrede afsvider landet, og folket bliver ildens bytte. Ingen hjælper hinanden, men de slås med deres nærmeste om føden. De stjæler mad fra hinanden, men bliver ikke mætte. De æder alt, hvad de kan finde af spiseligt, men er lige sultne. Nogle vil endda fortære deres egne børn.